Vedtægter

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Teatergruppen KLIMA

Stk. 2. Foreningen er hjemmehørende i Ballerup Kommune.

Stk. 3. Foreningen er medlem af DATS, Dansk Amatør Teater og Scenekunst.

§ 2. Formål

Stk. 1. Foreningens formål er at skabe et fællesskab omkring dramatisk arbejde, baseret på frivillighed og ansvarlighed overfor fællesskabet, og med dette som grundlag udøve teatervirksomhed på amatørbasis.

§ 3. Medlemmer

Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål, dog forefindes der en venteliste for optagelse i B&U-afdelingen.

Stk. 2. Udmeldelse sker ved mundtlig eller skriftlig henvendelse til et bestyrelsesmedlem. Kontingent tilbagebetales ikke.

Stk. 3. Medlemmerne betaler et kontingent fastsat af generalforsamlingen.

Stk 4. Hvis et medlem modarbejder foreningens interesser, kan pågældende ekskluderes af foreningen efter vurdering af bestyrelsen.

§ 4. Kontingent

Stk. 1. Foreningsåret følger kalenderåret

Stk. 2. Kontingenterne fastsættes ved generalforsamlingen og betales halvårligt med betalingsfrist d. 1. februar og 1. august. Kontingent er forudbetalt.

Stk. 3. Betaling skal ske via PBS-ordning eller via overførsel til foreningens bankkonto

Stk. 4. Kontingentrestance udover 1 år medfører ophævelse af medlemskab.

§ 5. Generalforsamlingen

Stk. 1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i januar måned.

Stk. 3. Oplysning om generalforsamling gives ved opslag 1 måned før. Bestyrelsen sørger for den skriftlige indkaldelse til såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling. Denne skal tilgå medlemmerne senest 14 dage før den fastsatte dato.

Stk. 4. Stemmeret er betinget af betalt kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 5. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

Stk. 6a Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Stk. 6b Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest to måneder inden generalforsamlingen.

Stk. 7a. På generalforsamlingen foretages valg til bestyrelsen af formand, kasserer, 5 menige medlemmer samt to revisorer og én revisorsuppleant.

Stk. 7b. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode af to år. Revisorer og revisorsuppleant vælges for en periode på eet år.

Stk. 8. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det ønskes af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes såfremt bestyrelsen eller mindst halvdelen af medlemmerne anser det for påkrævet. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger

§ 7. Vedtægtsændringer

Stk. 1. Ændringer af foreningens vedtægter kan foretages med 3/4 stemmeflertal på en lovligt indkaldt ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 8. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 7 medlemmer (formand, kasserer + 5 medlemmer).

Stk. 2. Bestyrelsen vælges blandt foreningens aktive medlemmer.

Stk. 3. Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år. Formand og 2 menige medlemmer på lige år og kasserer og 3 menige medlemmer på ulige år.

Stk. 4. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 5. Initiativet til indøvelse og opførelse af skuespil etc. overlades til hvert medlem, dog skal bestyrelsen godkende forholdene omkring forestillinger; herunder bl.a. budget, tidsplaner og foreningens retningslinjer.

§ 9. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

Stk. 3. Regnskabet revideres af de revisorer, der er valgt på generalforsamlingen.

Stk. 4. På generalforsamlingen forelægger kassereren det reviderede og af bestyrelsen godkendte årsregnskab.

Stk. 5. Alle indbetalte penge tilhører foreningen og indsættes på en særlig bankkonto, hvor pengene kun kan hæves af udpegede medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 6. Kassereren må i kontant kassebeholdning have 3.000 kr. Overskydende beløb indsættes på foreningens bankkonto.

§ 10. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1. Bestyrelsen tegner foreningen overfor kommunalbestyrelse, kommunens forvaltning og øvrige myndigheder, foreninger og organisationer.

Stk. 2. I økonomiske anliggender er det kassereren, som tegner foreningen overfor førnævnte instanser.

Stk. 3. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den for foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler derfor ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig eller solidarisk hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 11. Opløsning

Stk 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted efter vedtagelse herom på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, f.eks. en ordinær og en ekstraordinær med mindst 14 dages mellemrum. På begge generalforsamlinger skal der være 3/4 stemmeflertal for opløsningen blandt de tilstedeværende.

Stk 2. Ved opløsning af foreningen skal de af kommunen tilhørende lokaler og effekter omgående tilbageleveres. Foreningens tiloversblevne økonomiske midler skal overgå til lignende kulturelle aktiviteter i kommunen for at fremme deres fortsatte arbejde.

§ 12. Datering

Stk. 1. Således vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 27/1/2020