Stuepigerne (2014)

Jean Genets "Stuepigerne" (skrevet i 1947) handler om to stuepigers oprør mod undertrykkelsen fra deres Madame. Det udspiller sig som en rituel gennemspilning, med stærke sadomasochistiske undertoner, af deres drøm om at myrde hende. De skiftes til at portrættere Madame og begge sider af den sociale kløft, som adskiller deres liv fra hendes. De to stuepiger, som også er søstre, udnytter på skift hinanden som tjener og Frue.

Ovenpå succesen med "Klokkeren fra Notre Dame" i 2013 har instruktør Maria Kragh fået blod på tanden og tager udfordringen op med dette stykke moderne franske dramatik i tæt samarbejde med Morten Uhrbrand Sørensen. Med på skuespilholdet er tre meget dygtige unge kvinder fra KLIMA, som alle var med i "Klokkeren". De to stuepiger, Claire og Solange, spilles af Lisa Sahl, der høstede mange fra roser fra publikum som Esmeralda (deriblandt Sebastian) og Rikke de Fries, der spillede luderen Nanette. Som Madame kan opleves Heidi Sønderhold, der spillede nonnen Constance.

Stykket blev sat op på Det Kongelige Teater i 2011 med Birthe Neumann, Kirsten Olesen og Malene Schwartz i rollerne. Vores udgave vil være tro mod tiden og scenen bliver forvandlet til Madames hjem i 40'ernes Frankrig. Publikum bliver budt indenfor og vil komme meget tæt på skuespillerne og søstrenes intense og til tider meget makabre skuespil.

"Stuepigerne" spiller i KLIMAs egen teatersal fra d. 21. – 24. maj.

  • Default
  • Title
load more hold SHIFT key to load all load all