Godt på vej med "Stuepigerne"

Ideen til “Stuepigerne” fik jeg allerede sidste år i Baltoppen, da vi var midt i succesen med Sebastians “Klokkeren fra Notre Dame”. Arbejdet med aktørerne havde været meget anderledes end tidligere, da “Klokkeren” er en musical med stærke og intenser følelser og kontraster. Jeg fik blod på tanden og ville gerne udforske mere af den side af teatret, hvor det sceniske ikke kan pakkes ind i musik, sang og dans. 
 
Fælles for de tre kvinder, som I skal møde i “Stuepigerne” er, at de brød mange grænser og udviklede deres skuespiltalent meget sidste år under "Klokkeren". Derfor fandt jeg det interessant at udfordre dem yderligere med denne forestilling. 
Det er tre meget dygtige damer. De er modige, de søger udfordringerne og i dette tætte samspil med mig som instruktør, udvikler de sig endnu mere. Vi er nærmest alle sammen forpustede efter en prøveaften, fordi deres skuespil netop er så intenst og grænsesøgende og mig på den anden side, der presser dem til nærvær både fysisk og psykisk....
 
Jean Genets skuespil er afsindigt svært at gå til. Da vi første gang læste manus, var der rigtig mange replikker, vi simpelthen ikke forstod. Sammen med Morten har vi efterhånden fået skilt historien så meget ad, at vi nu kan se hoved og hale på stuepigernes indbyrdes makabre rollespil. 
 
KLIMA satte “Stuepigerne” op i 1986 og jeg husker, hvordan jeg som ganske ung så den op til flere gange. Jeg fascineredes af forestillingen, husker jeg - af deres kjoler, scenen og de tre voksnes skuespil. (KLIMAs nuværende formand, Anne Lyngsie, spillede Solange). Det var da også med dén i baghovedet, at jeg besluttede mig for at gå “all in” med hensyn til kulisser og kostumer. Jeg ville genskabe Madames hjem i Paris i 1930’erne, og med lejede kostume og antikke møbler fra Den Blå Avis og div. loppemarkeder, forsøger vi at genskabe et troværdigt og tidstypisk billede.
 
Vi har en måned endnu med prøver og arbejdet bag scenen. Vi har nu startet billetsalget og erfarer, hvor svært det er at få solgt det ønskede antal billetter. Den største udfordring ligger i, at der kun er tre medvirkende på scenen og dermed meget få pårørende. Så vi knokler derudaf med at få fat i "fremmede" publikum. En anden udfordring er, at målgruppen nok er lidt ældre, end vi er vant til. Så nu har jeg taget kontakt til Ældresagen i Ballerup og håber på et samarbejde dér.
 
Næste weekend drager hele holdet (2 instruktører, sufflør og 3 skuespillere) på weekendtur til Sverige for at vi kan fordybe os i scenerne. Mens vi er afsted vil Munch og Co. bygge vores scene op. Det bliver så spændende.
 
Rigtig god påske
Instruktør, Maria Kragh
 
Holdet bag "Stuepigerne":
Instruktør mig :)
Instruktør ass. Morten
Sufflør: Malene
Solange: Lisa
Claire: Rikke
Madame: Heidi S
Kulisser: Munch
Fotograf: Mikal Schlosser